04 maj 2012

F*** FODBOLD FREDAG























Solen skinner, fuglene kvidrer, græsset er grønt - og skal IKKE ødelægges af et par fodboldstøvler! Ikke i dag i hvert fald, for det er F*** FODBOLD FREDAG. Og i dag er opfordringen at læse en bog!

Jo, jo. List ud på altanen, terrassen, i haven, i parken ... hvor som helst og fordyb dig i sidernes magi. og det skal altså være en rigtig bog. Ikke dem du finder på kindles og ipads og andre tabletter, nope, du skal finde en rigtig bog af papir, som knitrer hver gang du vender en side. Og som måske lugter gammelt. Måske er den en krøllet gammel paperback, som du har læst 10 gange før. Så meget desto bedre.

Bøger er som gamle venner, ik'sandt? Så trip over til bogreolen (for en læser af fodboldfascinationen har naturligvis en bogreol!) og snup den, du elsker allermest. På nær hvis det er Hafnia Punk, den gælder ikke (eller andre jeg ikke kender som handler om fodbold - og NB; biografier om fodboldspillere eller trænere kvalificerer sig ifølge fodboldfascinationens regelsæt heller ikke som 'en rigtig bog', når en sådan skal læses om fredagen).

Min anbefaling? Jeg har 3:

  1. Er du ikke til det tunge, men foretrækker det læse-let-lignende er Shopaholic-bøgerne fine. Hjernen kører så absolut på lavtryk, og det er perfekt hængekøjelæsning.
  2. De ufuldkomne af Tom Rachman. Den handler om en engelsksproget avis i Rom og hvert kapitel kan læses som en historie for sig, da hvert kapitel har en ny protagonist. Og velegnet til tæppet i parken, hvor tålmodigheden måske ikke rækker til det lange og sammenhængende.
  3. Dennis Jürgensens Freddy-serie startende med Balladen om den forsvundne mumie. Nuvel, det er bøger skrevet til børn, men de er altså helt vidunderlige, sjove og velskrevne. Én bog er hurtigt læst og derfor perfekt til terrassen eller altanen.
Go' læselyst!

- Og hvis du nu ikke lige har mulighed for at komme ud i det fine vejr, er der så noget bedre end en brun labrador, der ruller sig i græsset?? Betragt det som min fredagsgave til dig. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar