07 maj 2012

Introducing: Drengemyet

Tænksom My
Sommermy



Efterårsmy

Vintermy
Drillemy

Det slår mig, at jeg slet ikke har nævnt hovedårsagen til at jeg overhovedet har startet denne blog. Men det er min søn; her kalder vi ham Drengemyet. 

For et par år siden fandt jeg nemlig ud af, at han kan drible. Når han får en bold sendt over til fødderne begynder han at løbe. Og bolden følger med! Jeg synes naturligvis det er fuldstændig som at se Brian Laudrup (åh, en mors søde selvbedrag), når denne først løb afsted, og så var det bare, at det slog mig: Hvad nu hvis jeg får en dreng, der er god til fodbold?! Mit værste mareridt og grund til mangen en spekulation for jeg synes jo virkelig ikke der er meget, der er lige så kedeligt som en rund bold på en græsplæne. Jeg tænker tennis, jeg tænker basket, jeg tænker atletik, jeg tænker dans, jeg tænker Patrick Swayze, jeg tænker Alban Lendorf, jeg tænker hvor ville det være vidunderligt at have en god undskyldning for at rende i Det Kongelige et par gange om ugen! 

Men for at blive på banen; hvad nu hvis han faktisk HAR et talent, hvad gør man så? Hans bedste ven i børnehaven er allerede meldt til fodbold. Og flere følger snart. Min venindes dreng på samme alder bare for at nævne én. Og hvis han nu, drengemyet, bliver sådan en, der går til fodbold og bliver dygtig til det, så synes jeg også, at jeg har et ansvar for at dygtiggøre mig, så jeg i det mindste ved en lille smule. Derfor kommer jeg har på siden til at undersøge og afsøge alle fodboldspillets kroge og hjørner, og jeg kommer helt sikkert til at skrive en masse ånsvagt, til tider noget klogt, men forhåbentlig altid noget interessant.

Og som jeg skriver disse linjer går det op for mig, at det er ualmindeligt lang tid siden jeg sidst har sparket en bold hen til hans fødder. Indrømmet, der er gået lidt Perleplade og Piñata-papmache i den på det sidste. Men nu skinner solen igen, og jeg må ud på grønsværen med en bold og et drengemy!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar