Det hele startede i virkeligheden i 1992, da fodboldklubberne KB og B 1903 fusionerede til det mere moderne og mundrette (eller om ikke andet mere internationalt klingende) Football Club København (og hvem fandt i virkeligheden på det, nu man tænker over det? Football Club København lyder i grunden lidt latterligt, ikke?). Under alle omstændigheder sparkede fusionen til min daværende svogers gnist. Ved ikke om den overhovedet havde været der før, men noget i ham tændtes, da der lige pludselig var noget, der hed F-C-K.
Han var fan. Fanatisk ville nogen (min søster) måske ligefrem sige, for det var som om at det vigtigste i livet over night blev den Østerbroske fodboldklub. Nuvel han voksede op i en lejlighed på Østerbrogade over looking the park, så han havde hele tiden været lidt på første parket, men alligevel? Hvad var det? Og hvordan fik han vennerne med?
De kaldte sig selv for The Lads.
Og de var en fraktion af FCKs Fanklub. En såkaldt fanfraktion, og dem er der mange af. Og en fredag aften i 1997 befandt jeg mig intetanende midt i Den Stiftende Generalforsamling. Det gjorde jeg, fordi den blev holdt i han og min søsters fælles køkken i deres 1-værelses lejlighed på Blegdamsvej. Vi, min søster og jeg, fik lov til at blive i køkkenet under forudsætningen af, at vi ville holde vores mund. Køkkenet, der var stort nok til at et stort rundt egetræsbord kunne stå i midten, var fyldt til bristepunktet. Drenge, øl, cigaretter, lidt flere øl og så os to; min søster og jeg, som jo overhovedet ikke kunne holde vores kæft, vi begyndte at fnise - og blev smidt ud. Der var intet at fnise af, lod vi forstå.
Det hele blev holdt i en gravalvorlig og meget formel tone. Der blev skrevet referat og folk fik poster. Og imens sad min søster og jeg, en tand provokerede af at være blevet smidt ud af køkkenet, inde i stuen med en flaske hvidvin og begyndte at skrive en sang. Om FCK. Melodien var Chain of Fools, fordi den sang var på sountracket til filmen The Commitments, og min søster havde en Andrew Strong fase.
Og vi synes selv i øjeblikket, at den var ret genial, for når sangen i virkeligheden går sådan her: "Chai-chai-chaiiiin, chain of fools", sang vi "f-c-kåååå, f-c-kå-å". Det lød sgu da meget godt. Og vi komponerede så vidt jeg husker også to hele vers. Jeg tror endda vi endte med at synge den for dem, hvilket sikkert ikke blev modtaget særligt godt. Ærlig talt husker jeg det ikke. Jeg var 19, møgberuset og synes de drenge, der alle var i midt-tyverne, var lidt barnlige. At gå sådan op i en fraktion af en fanklub. Lad os nu bare tage ned på Rust!
Det her var før de selv spillede fodbold, og det var længe før Pouls Æblekage og endnu et vigtigt møde, der, som altid, fandt sted i køkkenet på Blegdamsvej. Men nu var The Lads en realitet, en fanfraktion var født.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar